Trykmetoder
Til dekorering af dine æsker, julekalendere m.m. tilbyder vi flere forskellige trykmetoder.
Hvilken trykmetode, der bedst egner sig til din type emballage, afhænger helt af emballagens design, anvendte råvarer samt dine ønsker til effekter.
Nedenfor kan du læse mere om vores mest anvendte trykmetoder.
Hvis du har yderligere spørgsmål, bedes du henvende dig til salgsafdelingen på tlf. 98 28 15 55.
Offsettryk
Offsettryk er den mest almindelige trykmetode til store volumener indenfor tryk af papir. Vi benytter os derfor af offsettryk, når der ønskes tekst, billeder, logo eller andet farvet mønster, der skal være trykt på papiret ud fra det ønskede design på emballagen. Afhængigt af den enkelte maskine, overføres det ønskede print til en metalplade, der indfarves med tryksværte, som derefter overføres til papiret.
Jarnes benytter sig udelukkende af eksterne leverandører - i form af professionelle trykkerier - til at offsettrykke papir.
Eksempler på æsker overtrukket med offsettrykt papir:
Til at offsettrykke kan man benytte sig af CMYK eller Pantone farvesystemet - eller en kombination af begge.
CMYK farver
CMYK (udtales smyk) er det primære farvesystem, når vi taler papir med flerfarvet tryk. CMYK dækker over 4 farver: Blå (Cyan) + Rød (Magenta) + Gul (Yellow) + Sort (Keycolor).
Når de 4 farver blandes, kan man gengive alle farvebilleder og farvetoner. Det betyder, at hvis man f.eks. vil have gengivet et landskabsbillede på sin emballage, vil dette skulle trykkes i CMYK, da mange farvetoner vil indgå.
Hvis man støder på betegnelsen ”4+0”, betyder det, at alle 4 farver bruges til tryk på den ene side af papiret, mens betegnelsen ”4+4” betyder, at alle 4 farver bruges til tryk på begge sider af papiret.
Små farvevariationer kan forekomme ved trykning med CMYK-farver.
Eksempel på æsker trykt i CMYK-farver
Pantone farver
Pantonefarver er færdigdefinerede farver, som bruges til trykning på papir. Det betyder, hvis man ønsker sin emballage eller sit logo i en helt præcis farve, vil dette blive angivet i pantone.
Da pantonefarver er færdigdefinerede, behøver man ikke 4 blandingsfarver (som med CMYK), når man trykker. Pantonefarver bliver derved ofte skarpere og mere klare end CMYK.
Derudover er man ved brug af pantonefarver sikker på at få den nøjagtig samme farve, som man har udvalgt ud fra farvekortet, og derfor også sikker på, at det er den nøjagtig samme farve, der rammes ved et genoptryk af papir.
Pantoneskalaen indeholder også metallic, neon og andre specialfarver, som ikke er mulige at angive i CMYK.
Pantonefarver bliver desuden opdelt i 2 typer: ”C” som anvendes til Coated/bestrøget papir, og ”U” som anvendes til Uncoated/ubestrøget papir. Selvom farverne vil være meget ens, vil der kunne ses en lille farveforskel, da det er umuligt at ramme 100 % identiske farvetoner på forskellige papirtyper.
Eksempel på æsker trykt i Pantonefarver
Tampotryk
Ved tampotrykning anvendes en tampon (trykpude) samt trykfarve til at trykke eksempelvis dit logo. Til denne trykmetode anvendes en ”film” som værktøj. Denne trykmetode kan anvendes på stort set alle overflader og gør derfor trykmetoden meget fleksibel.
Det er ideelt at tampotrykke på hårde og ujævne overflader, så som plast, træ, metal m.m.. Trykket ligger ovenpå produktets overflade.
Eksempler på logoer trykt med tampon
Folietryk/Prægetryk
Ved folietryk (også kaldet prægetryk) anvender vi folie til at trykke dit logo eller mønster.
Folietryk giver en flot glanseffekt, som ikke kan opnås ved andre trykmetoder. Samtidig sikrer trykteknikken et flot og dækkende tryk på materialet. Hos Jarnes anvender vi oftest folietrykning til tryk på papiroverflader, men man kan også folietrykke på f.eks. plastik.
Ved folietryk anvendes en kliché i metal, som opvarmes til ca. 120 grader. Folien placeres mellem klichéen og papiret, der skal trykkes på. Bagsiden af folien er beklædt med et vokslag og lim. Ved opvarmning med klichéen smelter vokslaget, og limen hæfter sig derved til papiret.
Der findes et utal af foliefarver til anvendelse ved folietrykning, både i metallic, neon og pantone.
Folietrykningen har desværre nogle begrænsninger: Helt små detaljer kan være svære at få skarpe, ligesom folietryk er svære at få skarp på ujævne overflader. Til gengæld udstråler folietryk eksklusivitet på lang afstand.
Eksempler på æsker med folietryk/prægetryk:
Embossing
Embossing er begrebet for, når man hæver et logo eller et andet valgt mønster op fra materialet for at skabe en 3D effekt.
Det hævede design bliver skabt af en kombinationskliché. Det hævede område kan enten blive trykt som et blindtryk eller blive tilsat folie for at fremhæve trykket yderligere.
Eksempler på kombination af folie og embossing:
Debossing
Debossing er det modsatte af embossing. Det vil sige, at man trykker sit logo eller mønster ned i materialet. Ligeledes kræver debossing en kombinationskliché. Det sænkede område kan på samme måde enten trykkes som blindtryk eller blive tilsat folie.
Ved brug af teknikkerne embossing og debossing, skal man være meget bevidst om, hvilket råmateriale der anvendes til processen. F.eks. vil begge teknikker have størst effekt jo tykkere et materiale, der trykkes på. Det vil sige, at effekten tydeligere vil kunne ses ved direkte tryk på karton sammenlignet med papir, da fibrene i kartonet i højere grad vil kunne give sig.